onsdag den 26. september 2012

Faldet i syltekrukken

Vi er alle ok her i den lille familie - det vil sige, moderen er måske blevet en anelse skør - hun er nemlig faldet i syltekrukken.

Siden jeg skrev om min spontane mirabelle-syltning er jeg blevet mere eller mindre besat af at indsamle bær og frugt til saft og syltning. I praksis bliver det godt nok ikke til den store overflod, da jeg som oftest kun har et par timer i weekenderne til at samle ind. Men så kan jeg til gengæld også få adskillige aftener til at gå med at vaske, udstene, snitte, koge, si, mose, koge op, skolde glas og hælde på.

Resten af ugen holder jeg så øje med buske og træer i haven, på vejen til skole og vuggestue og hvor vi kommer i øvrigt. Jeg bladrer i mine to syltebøger, googler løs på nettet, og overvejer, hvordan jeg kan slippe afsted med at få et par timer til at plukke igen. I dagligdagen er der ikke en chance, og weekenderne er tit pakket med aftaler, støvsugning, indkøb og tøjvask. Men jeg må med skam melde, at alt det huslige bliver voldsomt underprioriteret pt. Hvorfor pudse vinduer, hvis man kan stå under et hyldetræ og fylde en kurv? Eller tage til Hedeland og plukke havtorn, som vi faldt over ved et tilfælde og som viser sig at være det nye sort inden for nordisk mad inde i staden. Havtorn syltetøj med æble har vist sig at være Ludvigs nye yndlings-pålæg, så vi må nok forsøge at finde tid til at plukke igen, inden det er for sent...

 
 
Havtorn-syltetøj fra gren til glas
Men det bedste er nu at stuve ungerne ind i bilen og drage hjem til mine forældre, blive forkælet, nyde at ungerne hygger sig og skamplukke fra deres have. Så kan man lave dejlig blomme-brombær-æblesaft med den smukkeste farve og smag på den letteste måde. Det er så nemt, at Ludvig også gider være med i forberedelserne, for det hele skal bare skyldes og skæres i grove stykker og så i gryden med det hele sammen med en sjat vand, så det ikke brænder på, og en vanillestang.






blommesaft mm fra træ til bord

 
Lige nu drømmer jeg om at plukke flere hyldebær og få prøvet rønnebærgele. Begge dele er proppede med C-vitaminer og hyldebærsaft er dejligt en blæsende regnvejrsdag. Så hvis jeg ikke skriver så meget herinde, så er jeg nok røget i syltekrukken igen. Om en måned er det hele overstået - og så kan det være, at jeg måske skulle overveje at kigge lidt på mit hjem uden skyklapper bevæbnet med en solid spand sæbevand.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar